Marvært

Historie

Både skalært og markært er langt ældre end marværten. Den søde marvært med de hvide blomster og rynkede frø blev forædlet frem i 1790’erne. Botanikeren Thomas Knight, der eksperimenterede med at krydse ærter for at lave genetiske observationer, navngav de første sorter, hvoraf ’Knight’s Green Wrinkled' og 'White Wrinkled Marrow’ anses for at være de første. De søde, grønne ærter blev populære, og der kom hurtigt flere sorter til. Fra 1850’erne går det stærkt med navne, der stadig kendes, for eksempel ‘Fairbeard´s early Nonpareil’ og ’Champion of England’.

Marværten har været – og er stadig - en populær haveafgrøde. Desuden havde erhvervsdyrkningen af grønne ærter i Danmark en kort opblomstringsperiode i efterkrigsårene, da afgrøden viste sig velegnede at gemme – først som konserves, senere som frostvare. 

Plantebeskrivelse

Marværter findes både som høje og lave sorter. Blomsterne er hvide, og den får store bløde frø, der i moden tilstand tørrer noget ind, så de bliver bulede og kantede. Marværter er søde og den ært, som vi kender som grønne ærter. Bælgen har en hinde indvendigt, så den skal bælges, og kun ærterne bruges. Enkelte marværter kan også spises som tørreærter.

Dyrkning

Marværter kan sås fra sidst i april til først i juni. Man kan godt så senere, men det øger risikoen for orm i ærterne. Ærter sået i april måned vil typisk kunne høstes i juli, det vil sige omkring 80 dage efter såning. Erfaringer fra Foreningen Frøsamlernes forsøg er dog, at der er forskelle i, hvor tidligt sorterne modnes. Dels er der forskelle, som skyldes vejr og dyrkningsvilkår, men i nogle tilfælde er der grund til at tro, at der er egentlige sortsforskelle. Det kræver imidlertid mere forsøgsarbejde, hvis dette skal dokumenteres. En tidlig såning giver også en længere vækstperiode, og de når at komme langt i deres vækst, inden det bliver for tørt og varmt.

Vand jorden igennem, før du sår. Ærterne lægges med en afstand i rækken på 5-8 cm og en rækkeafstand på 40 cm. Sådybden er 4-6 cm. Dæk gerne jorden rundt om planterne med f.eks. græsafklip for at holde på fugtigheden og beskyt de nyspirede planter mod sultne fugle ved at lægge ris over bedet.

Alle de høje ærter kan blive rigtigt høje, det vil sige 2-3 meter, hvis de har støttehegn og i øvrigt ikke mangler vand eller tvangsmodnes af andre årsager. Hvis planterne bliver over 100 cm høje, skal de have ris, grene eller et stativ at klatre opad. Når man vander godt i tørre perioder, kan man høste ærter længe.

Ærteplanten binder - ligesom andre bælgplanter - kvælstof fra luften i symbiose med en bakterie i jorden. Bakterien lever frit i jorden og er parat til at samarbejde med ærteafgrøden, når den sås. Derfor skal den ikke tilføres kvælstofrig gødning, mens den vokser. Ærteblade, stængler mm., som efterlades i bedet, gøder også jorden for den afgrøde, der dyrkes efter. Dyrk ikke ærter i samme bed næste år men vent 4-5 år for at undgå at opformere skadedyr og sygdomme.

Tag selv frø til næste år
Alle ærter er selvbestøvede og derfor nemme at tage frø af, da de normalt ikke krydser med andre sorter. Men det er altid en god idé at holde afstand mellem ærtesorter i haven, hvis man gerne vil tage frø af dem til næste år. Vi anbefaler 2-3 m. Lad ærtebælgen hænge på planten, til den er helt tør. Pil ærterne ud af bælgen og lad dem tørre helt indendørs, helst uden for meget lys. Opbevar ærterne i en tætsluttende beholder, mørkt, tørt og køligt.

Anvendelse og indholdsstoffer

Anvendelsen har traditionelt været som grønne ærter. I Foreningen Frøsamlernes forsøg siger de, der dyrker ærterne, at de smager rigtig godt. Der er mange historier og anekdoter om den skønne smag af grønne ærter af de høje familiearvesorter. Det er ord som ’sød’, ’fantastisk’, ’saftig’, ’frisk’, ‘som i gamle dage’, der bruges om ærternes smag.

Det er en teori i foreningen, at de høje familiearvesorter af ærter måske netop har overlevet hos private avlere, fordi de er mere søde end de lavere ærter, der kan købes i handelen.

Friske grønne ærter har et højt vandindhold: 85-90%. Da frøene samtidig ikke er fuldt modnet, når man spiser dem, er både indholdet af protein, fedt og kulhydrat men også mineraler lavere end i tørrede ærter.

Forsøg

Foreningen Frøsamlerne har igennem årene modtaget ærter af danske familiearvesorter. Disse ærter, der stammer fra familier og private samlinger, har foreningen vedligeholdt ved at dyrke dem og løbende leveret til NordGen i takt med, at materialet blev opformeret.

I perioden 2012-2015 fik Foreningen Frøsamlerne støtte til at afprøve 22 sorter af ærter i projektet “Genopdagelse af gamle danske bælgplanter - dyrkningsmæssigt og kulinarisk” og i det opfølgende projekt ”Undersøgelser og formidling af ernæringsmæssige og kulinariske kvaliteter hos gamle danske bælgfrugter”. Begge projekter var en del af tilskudsordningen til demonstrationsprojekter om bevaring og bæredygtig udnyttelse af danske spiseplanter i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Sorter

Følgende 14 sorter af marværter fra Frøsamlernes samling af arvesorter og landracer var en del af forsøgene:

• Lave: Brudager
• Høje: Amandas høje ært, Holgers Kæmpeært, Lille Holgers kæmpeært, Gyrithes ært, Faster Kirstens høje ært, Stevns høje ært, Juttas høje ært, Kong Christian Xs Hofært, Maries høje ært, Grams høje ært, Videmose ært, Karls høje ært, Frederik VIIs ært.

Andre Forsøg

Flere andre nationale og internationale forsøg har siden arbejdet med ærterne og vurderet deres egenskaber i forhold til f.eks. storskalaproduktion og dyrkning under arktiske forhold.

I 2019-20 bliver DNA fra 15 af Frøsamlernes ærtesorter undersøgt på Københavns Universitet.

Hovedkonklusioner

En af hovedkonklusionerne fra projekterne er, at marværterne generelt havde en høj dyrkningsværdi. Især de høje marværter, der modner over en lang periode, er velegnede til havedyrkning.

Her kan du læse mere/baggrundslitteratur