Forsøg
Ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet, AgroTech i Høje Taastrup og virksomheden ’Aarstiderne’ i Barritskov udførte man forsøg med gamle danske hvidkålssorter i årene 2009-11.
Formålet var at undersøge: a) Om der er gamle sorter der er velegnede til nutidig miljøvenlig dyrkning og b) Om der er gamle sorter, der vil være velegnede som råvarer til nutidige fødevarer.
Sorterne blev desuden demonstreret på Dansk Landbrugsmuseum, Frilandsmuseet og i Den Økologiske Have.
Forsøgene var en del af ”Tilskudsordning til demonstrationsprojekter om bevaring og bæredygtig udnyttelse af danske spiseplanter” i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
I demonstrationsprojektet deltog 42 gamle danske sorter, som blev leveret af NordGen. Fire af disse havde dog utilstrækkelig spiringsenergi og udgik. Herudover blev tre nutidige sorter dyrket til sammenligning, nemlig ’Parel’ (tidlig), ’Perfecta’ (middeltidlig) og ’Impala’ (sen).
Resultater:
Ved afprøvningens start havde man ikke noget forhåndskendskab til de gamle sorters udviklingshastighed. De tidligste sorter var høstklare 55-60 dage efter udplantning. Alle Ditmarsker-sorter og den nutidige sort Parel var blandt de tidligste. Tre Københavns Torve-sorter havde en udviklingstid på omkring 70 dage, mens to Brunswiger-sorter og den nutidige sort Perfecta var høstklare efter godt 80 dage. Med en udviklingstid på mere end cirka 80 dage falder disse sorter nok ikke ind under betegnelsen ’tidlige hvidkål’, men er mere såkaldt ’middeltidlige’ eller sommersorter.
Sorternes tidlighed var afgørende for hovedvægten og udbyttets størrelse, som øgedes med vækstperiodens længde. Medens de tidligste sorter vejede godt 600 g øgedes vægten til godt 1100 g to uger senere.
De fleste sorter producerede runde eller højrunde hoveder. Futura var den mest højrunde sort.
Alle sorter producerede mere end 80 procent salgbare hoveder bortset fra Noblesse, hvor mange hoveder med hul eller brun stok blev frasorteret. Også Widi havde mange hoveder med hul eller brun stok. En del hoveder i Tidlig Ditmarsker Ega og Tidlig Ditmarsker Dima blev frasorteret på grund af revner og Wiener Wika havde mange uudviklede / små hoveder. Andelen af helt fejlfrie hoveder var dog forholdsvis lav i alle de tidlige sorter, bortset fra den nutidige sort Parel.
I de middeltidlige sorter var andelen af helt fejlfrie hoveder væsentlig større sammenlignet med de tidlige sorter. De middeltidlige sorter producerede også væsentligt større hoveder. Futura er en meget høj-rund sort uden dog at være en typisk spidskål, mens de to Brunswiger-sorter er typisk flad-runde. Amager Lav Amlaro var ikke så flad-rund som forventet.
Sorternes modtagelighed over for lus og kålsommerfuglelarver viste sig at være mindst i de tidligste sorter, mens kallusdannelse efter thripsangreb var ret lavt i de to flad-runde Brunswiger-sorter. I alle øvrige sorter var dette ret højt, bortset fra de to nutidige sorter Parel og Perfecta.
I Amager Lav Amlaro var der en del hoveder med angreb af Alternaria og kålskimmel.
Sorternes hovedvægt var omkring 1300-1800 g.
De to Brunswiger-sorter var udpræget flad-runde, men også Finesse var flad-rund. Disse tre sorter havde alle en lille indvendig stokhøjde.
I de middeltidlige sorter var næsten alle hoveder salgbare. Hovederne var dog ofte med små fejl efter angreb af thrips, kålmøl og lus.
I de sene hvidkål blev første høst udført den 31. august, 113 dage efter udplantning. I de fleste sorter var vægten af hoveder større end 2 kg, og andelen af salgbare hoveder var større end 80 procent.
Årsager til frasortering var råd på dækblade i Amager Høj Grøn Toftø og Amager Stenhoved Tena samt revner i Amager Høj Grøn Toftø og Joker. I Amager Grøn Vinter Winta, Amager Halvhøj Avi, Dural og Scanbo var der mange uudviklede / små hoveder. Andelen af helt fejlfrie hoveder var ret lav i alle sorter, hvilket skyldtes et stort angreb af svampe og skadedyr på salgbare hoveder med små fejl.
Andelen af hoveder med symptomer på angreb af lus var lavest i Scanbo. I Amager Stenhoved Tena var der mange hoveder med gnav efter kålfluelarver.
I Amager Tidlig Vinter Toftø og Impala var der mange hoveder med angreb af Alternaria og kålskimmel.
Mellem sorterne var der stor forskel på om der udvikledes et svagt rødligt skær på dækbladene. Amager Grøn Vinter Winta og Langendijker Vinter Dural udviste størst tilbøjelighed til dette.
De sene sorter Amager Stenhoved Tena, Joker og de tre Langendijke-sorter var høstklare 110 dage efter udplantning, medens de øvrige sene sorter var høstklare efter 130 dage.
Vægten af de sene sorter lå på omkring 2000 g bortset fra Joker og de tre Langendijke-sorter, der kun vejede omkring 1200-1700 g.
De fleste sorter var runde. Sorten Joker var højrund samtidig med at den havde en lille indvendig stokhøjde.
I de sene sorter blev der opnået mere end 80% salgbare hoveder bortset fra Amager Høj Grøn Grami, Scanbo og Joker hvor der var mange hoveder med revner i dækbladene og kallusdannelse efter angreb af thrips.
Anden høsttid i de sene hvidkål blev udført den 28. september, 141 dage efter udplantning. Siden første høsttid var vægten af salgbare hoveder øget med 25 procent til 2,7 kg pr hoved i gennemsnit af alle sorter. Samtidig aftog højde/bredde-forholdet idet hovederne blev bredere uden at højden ændrede sig. Andelen af salgbare hoveder var nu kun 20-60 procent.
Årsager til frasortering var især råd på dækblade, men også angreb af skadedyr resulterede i frasortering.
Resultaterne viste alt i alt, at der i det genetiske materiale findes dyrkningsværdige sorter med interessante råvareegenskaber. Der er store forskelle i tidlighed, vækst og hovedform. Nogle af de gamle sorter klarer sig lige så godt som nutidige sorter med hensyn til udbytte, produktkvalitet og resistens overfor sygdomme og skadedyrsangreb. I det genetiske materiale er der desuden egenskaber, som vil kunne anvendes i forædling af nye robuste sorter af hvidkål.